Gode råd til at gøre boligen salgsklar

Går du med salgstanker, så går du sikkert også og tænker over, hvad du skal forberede og ordne inden en salgssituation. Nogen ting vil altid være givet godt ud og andre ting er meget individuelt for den enkelte ejendom. Vi rådgiver dig altid gerne om, hvad der kan betale sig at ordne og istandsætte forinden huset sættes på markedet – Bestil en gratis og uforpligtende salgsvurdering, så kan vi der sammen tale om, hvad der kan svare sig for netop dig at ordne. På en salgsvurdering kan vi godt se igennem diverse småting og vurdere udbudsprisen ud fra de evt. aftalte forbedringer. En sådan rådgivning vil også være relevant, hvis du har haft til salg før uden salgsresultat.

Herunder får du lidt gode råd til, hvad der altid betaler sig at ordne i forbindelse med en salgssituation:

  • Få styr på diverse løse ender i boligen. Det kan f.eks. være manglende lister i køkkenet, fodpaneler, hjørner og samlinger, der trænger til en fuge, rørkasser eller lign. Du vil hurtigt kunne se forskel og boligen fremstår, uden de store ændringer, i bedre og velordnet stand.

 

  • Mal efter behov. Som regel vil det langt fra være nødvendigt at male hele boligen på forhånd, det vil en køber normalvis gøre inden indflytning. Det kan dog være en god idé at male de steder, hvor der er skrammer eller lign. Det kan f.eks. være fodpaneler, der fremstår slidte, skader på døre og dørkarme og pletmaling af lappede huller i væggen. Også udendørs kan man overveje om træværket trænger til en omgang maling, f.eks. hegn, vindskeder, overdækninger, skure og lign. Boligen vil hurtigt uden de store investeringer fremstå mere velholdt.

 

  • Ryd op og sorter ud i jeres ting. Når man har boet samme sted i mange år, så vil man typisk have en del flere ting end da man flyttede ind i sin tid. Det kan oftest betale sig at gå møbler og pynteting igennem, så der er luft og god plads rundt omkring. Vi oplever tit, at køber derved har nemmere ved at forestille sig sine egne ting i hjemmet. Det er derfor oplagt allerede på det tidspunkt at overveje, hvilke ting man vil have med sig, når man flytter og hvilke ting man skal skille sig af med. Det gør også flytningen nemmere og mere overskuelig, når boligen er solgt.

 

  • Gør hovedrent. Det er aldrig spildt arbejde at gå hele boligen igennem med en ren klud. Sørg gerne for at vinduer er rene, glasset på ovnen ser pænt ud, køkkenlågerne er rene, rengør brusenichen for kalk og røde/brunlige misfarvninger, vask døre af mv.

 

  • Giv haven en kærlig hånd. Fjern eller skift døde planter ud med nye, klip hækken, rens fliserne/terrassen, brug algefjerner på diverse flader og gør det hyggeligt med lidt potter og planter, så der skabes en god stemning i haven.

 

Er overskuddet lavt og skal du evt. sælge under særlige omstændigheder, så tøv ikke med at kontakte os, så lægger vi sammen en plan for, hvordan du bedst muligt kommer videre. Vi har solgt boliger i mere end 30 år og kan, uanset din situation, også hjælpe dig til en god handel. Kontakt os for en nærmere snak.